Et af de lykkeligste øjeblikke med Aavaat var nok dengang, vi sad et par stykker i køkkenet i skolehjemmet i Qaanaaq, mens midnatssolen skinnede i én uendelighed udenfor.

Vi var tidligere på dagen blevet inviteret til fødselsdag hos en dreng i byen, og da vi nærmede os huset, var der en besynderlig lugt/duft (en temperamentssag) udenfor. Da vi så sad og fik kaffe og kage i stuen, kiggede jeg ud af vinduet. Det viste sig, at der var servering af syltede søkonger, som havde ligget til gæring i et sælskind i et par måneder. ”Qaagit” råbte en dame med blod om munden – og naturligvis skulle vi smage. Sanne og jeg gik nysgerrige og lettere skrækslagne derned, men det var Sanne som glad udbrød: ”Jamen det smager jo ligesom camembert-ost.” Og så havde vi det meget bedre.

Da vi senere på aftenen var tilbage på skolehjemmet, sad vi og snakkede til langt ud på natten, og vi begyndte at fantasere om os selv i gæret tilstand, møre og lækre som to små søkonger. Vi var blevet småfjollede af midnatssolen, og måske havde det gærede kød også medvirket dertil, men lykkelige, det var vi!

Det er faktisk ikke så let at sætte ord på vores fantastiske rejse til Qaanaaq i august. Der er gået en måned og hverdagen har for længst taget over. Men tænker jeg tilbage på den første tid efter vores hjemkomst til Danmark var bade dage og nætter fulde af billeder fra rejsen; menneskene, byen, fjeldene og fjorden... det er billeder, lyde og stemninger som har fæstnet sig i sindet. Da vi ankom til Qaanaaq blev vi modtaget varmt med taler og sang og jeg tror at de fleste havde blanke øjne da vi kørte ind ad den skrumlede grusvej til skolehjemmet hvor vi blev indlogeret. Midnatssolen strålede over fjordens blanke isfjelde, bølgerne klukkede mod sandstranden, og Aavaat-korets hvide jakker sås snart over hele byen!

De følgende dage sang vi næsten dagligt; ved flaghejsningen, ved en mindehøjtidelighed på kirkegården, på alderdomshjemmet, i kirken og hver aften i Minihallen. Det var hårdt arbejde, og vi knoklede med prøverne ind imellem koncerterne. Ikke mindst Poul lagde et stort arbejde i at få noderne til at passe med stemmerne, og han fik god støtte af fru Hanne som også var med! Både Joorut og hivshu optrådte solo, hvilket nærmest gav dem superstjernestatus i byen!

Trods det stramme program var der dog tid til en enkelt fridag, som de fleste brugte på en lang vandretur til indlandsisen som ligger tavs og majestætisk bag fjeldet. Selv gik jeg langs stranden, hvor der var sten i alle farver og former. Det blæste godt og det begyndte at sne mens jeg spiste min frokost; rugbrød, tørret hvalkød og te på termokanden. Da vi mødtes om aftenen blev der udvekslet fod- og skuldermassage i køkkenet!

Den største oplevelse var dog den menneskelige varme som vi blev mødt med i Qaanaaq. Det var gribende at synge for de gamle på alderdomshjemmet, og at synge sammen med det lokale kor Inugguin Nipain. Vi øvede et par gange sammen i kirken, og det var vidunderligt at mærke hvordan de to kor smeltede sammen i det smukke rum, mens hundene hylede udenfor og isfjeldene sejlede forbi på fjorden. Det er det billede jeg ser for mig nar vi nu synger Avani Avani sammen med hele Aavaat-koret. Jeg glæder mig over at I som ikke kunne være med, også kan fornemme noget af det vi andre fik lov til at opleve i Qaanaaq.

På en rejse i Grønland var vi inviteret til Qaanaaq fra den 9. til den 17. august, hvor der var byjubilæum. En begivenhed, der måske ikke så meget var en fest som en markering af de 50 år fra1953, da tvangsforflytningen skete.

Nu ligger byen der og viser stædigt og trodsigt, at der alligevel kan skabes et godt samfund her på kanten af verden.

Og fest blev der da, også - i hele otte dage.

Snestorme skiftede med stille kulde, og solen skinnede hele døgnet på de kæmpestore isfjelde. Et barsk sted, men også et meget venligt og meget gæstfrit sted. Hundene hylede og folk dansede.

Højt oppe i byen ligger Knud Rasmussens lille hvide hus, den tidligere nordligste handelsstation, der blev flyttet med i 1986. Nu er det museum.

Højtidelighederne begyndte søndag den 10. august med taler, flaghejsning og gudstjeneste. Pensioneret vicebiskop Kristian Mørch prædikede og to kor sang. Det lokale sangkor, Inugguin Nipain og det inviterede grønlandske kor, Aavaat fra Danmark.

Derefter var der arrangementer i hallen hver aften. Taler og gaver til byen. Masser af underholdning. Klovne og en rapgruppe, trommesang og og maskedans, og de to kor, der sang meget smukt, både sammen og hver for sig. Bare for at nævne noget. Der var selvfølgelig også dans. Det hele var meget, meget festligt.

Byens borgmester fik mange hilsner og gaver, der blev pakket ud på scenen. Der var besøg af Arqalo Abelsen, landsstyremedlem for kultur og undervisning, som holdt en god tale og ønskede tillykke, en anden aften var det Aqqaluk Lynge, landstingmedlem og vicepræsident for ICC, der talte. En tredje aften var det Hermann Berthelsen, borgmester i Sisimiut, én af Qaanaaqs venskabsbyer, der indledte aftenen.

Begivenhederne blev også dækket af både Grønlands Radio og det grønlandske TV, KNR.

Midt i det hele onsdag den 13. begyndte skoleåret og dermed også første skoledag for 17 små nye elever. En meget vigtig dag i Grønland; først på skolen, og derefter kaffemik hos alle forældrene til de nye skolebørn. Syltede søkonger, sælkød og andre gode sager udendørs, og inde i stuerne kaffe og kager.

Vi føler os meget heldige over at have oplevet denne uge højt mod nord.

Det hændte en dag at Aavaat-koret ved Guds nåde blev inviteret til at synge i det fjerne Amerika. Og som sagt, så gjort. Der var nemlig ikke langt fra tanke til handling i dette gudsbenådede kor. Nå, da vi ankom efter en lang rejse, hvor vi lige havde haft tid til at snyrte på Island (Gå på W.C = snyrting, på islandsk) landede vi ved højlys dag, selv om det ifølge vores indre ur var aften. På trods af vores mistænkelige indførsel af sælskind, syntes tolderne alligevel at vi var nogle reelle fyre og lod os slippe ind. Dog ikke uden at fotografere os og tage vores fingeraftryk. Man kan jo kun gisne om, hvad de vil bruge disse arkivalier til?

Fra lufthavnen kørte vi til Washington, og udover at der var nogle fine sten i vejkanten, var det, som Helle sagde, ikke til at skelne fra Helsingørmotorvejen. Pauline nåede naturligvis på turen at blive best friends med Chaufføren, en good-looking sort mand.

På gaderne i Washington var der en hel del hjemløse at se. ”Nallin...”  udbrød snart den ene, snart den anden. Da vi endelig ankom til Holiday Inn, var vi godt møre, men tog os sammen til vores informationsmøde med Liisi Egede og Marianne. Mange af os besvimede omgående eftermødet. Klokken var 21 amerikansk tid, od vi sov fast indtil næste morgen.

FREDAG: Fredag var den store sightseeing dag. Vores guide var en distingveret dame fra Østerbro, og med sig havde hun en kommende ambassademedarbejder i København, Michael, som ønskede at lære dansk. Han havde en lang uddannelse i militæret bag sig. En af de første ting vi kastede vores øjne på, var Capitol, ikke at forveksle med det hvide hus, som er en art knaldhytte i hvidt marmor (Charlottenlund-beboeren Najattaas’ opfattelse)

Næh, Capitol er den høje lagkage-agtige bygning med kuplen båret af søjler. Men igen er der folk, som ikke lader sig imponere af marmor og blot har denne ene tanke ”Boorl, hvor er pussen?”

Bush var ikke hjemme i det hvide hus, men vist nok, ifølge vores guide, ude at fange køer i Texas.

Til gengæld var der ustyrlige mængder af skolebørn i ens T-shirts, så de kunne kende hinanden og sig selv. Herefter gik turen til Abraham Lincolns gravmæle (Det gravmæle der i sidste scene af filmen ”Abernes planet” er udskiftet med en halvtræls abekat). Vi så også gravpladserne og monumenterne over Vietnam og Korea-krigene. Tankevækkende. Mange havde lagt små sedler med ”we miss you” eller andre ting. Ved Kennedys grav var der masser af hvide sten, en hel skov. Vores guide fandt under spadsereturen hen til Kennedys grav ud af, af hun gik ved siden af Robert Pearys barnebarn ”Næææh dog! Tænk at jeg skulle møde Robert Pearys’ barnebarn” sagde hun med sin hyggeligt knirkende tantestemme. Hun betroede os senere at en af hotelbranchens gulddrenge boede i Wasnigton, hvilket straks afstedkom spørgsmålet om, hvor vidt han var single. ”Jeg ved ikke om han er single, hmmmm, men det er jo fredag hmmmm iiiii” (dette er et forsøg på at lave lydskrift over disse hyggelige knirkelyde).

Senere var vi til møde i Smithsonian Museums Greenland hall med vores søde kontaktperson Chrissie. Vi havde derefter hjemme på hotellet en øver på Paulines hotelværelse, og om aftenen sang vi til velkomstreception i Arcus. Vi sang ”Innarta” og folk græd på stribe og følte sig dybt rørte.